10. uge – 1. graviditetsundersøgelse

25. august 2009
Kæmper med nerverne
Det er altså nervepirrende at være nygravid. Hver gang jeg skal tisse det mindste lille dryp (og det er mange gange om dagen lige nu), tager jeg mig selv i at tjekke, om der er blod på papiret. Ikke fordi jeg har smerter eller andre fornemmelser af, at der er noget galt, men simpelthen fordi jeg ikke tør tro helt på, at det kommer til at gå godt, før 12. uge er overstået. Jeg prøver at huske mig selv på, at 85 % at alle konstaterede graviditeter går godt, og at det sikkert er bedst at tænke positivt i stedet for at frygte, at der sker noget. Desuden kan jeg ingenting gøre, hvis uheldet er ude – sker der en fejl i processen, genstarter systemet af sig selv. Det er egentlig meget smart, men også lidt barsk at forholde sig til – her lægger man krop til et lille vidunder, og så kan drømme briste, hvad dag det skal være, uden at man har noget at skulle have sagt.
Jeg har stadig ikke haft rigtig kvalme på noget tidspunkt. Højst lidt madlede, hvis jeg lige har spist eller hvis jeg bliver alt for sulten. Men det skal også lige påpeges, at jeg næsten aldrig har haft kvalme, før jeg blev gravid. Og bortset fra et par gedigne branderter, da jeg var helt ung, har jeg ikke kastet op, siden jeg var 10 år. Så det er åbenbart bare ikke den måde, min krop reagerer på.
Og jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at den lille Boble har det godt og ligger og griner inde i sin trygge hule.
Jeg synes, min mave er begyndt at bule, og mine bryster også blevet mærkbart større, men jeg har kun taget 1 kg på.

Jeg er nu 9 uger og 1 dag henne og vejer 65 kg.

28. august 2009
Nej tak til doubletest
I dag var jeg hos lægen til det, de kalder 1. graviditetsundersøgelse. Jeg blev vejet, fik målt mit blodtryk, fik taget blodprøver og afleverede en urinprøve, som – surprise! – fluks gav udslag i to streger på lægens graviditetstest.
Desuden tjekkede han, om jeg havde vand i benene (ikke så tit man får foretaget den slags test …) og spurgte, om jeg ryger eller drikker. Og nej, jeg holder mig fra både Kings (det har jeg nu altid gjort) og cocktails (dem er jeg ikke begyndt at savne endnu).

Vi fik også en god snak om doubletesten – altså den, hvor de måler nakkefolden og vurderer risikoen for, om barnet har Downs Syndrom eller andre kromosomsygdomme. Den har jeg nemlig fravalgt, og det er vist ikke så almindeligt.

Naturligvis vil jeg gerne vide, at det barn, der gror i min mave, er sundt og raskt, men det er jo ikke det, man kan få at vide. Testen kan kun fortælle, om der er høj eller lav risiko for, om fosteret har en kromosomfejl. Er man i højrisiko-gruppen, kan man så få lavet en fostervandsprøve, der giver et endegyldigt svar på, om barnet har en kromosomfejl eller ej – men så vidt jeg kan regne ud, kan man hurtigt være i 14.-15. uge før man får svar på fostervandsprøven.
Jeg har ikke lyst til at gå i flere uger af min graviditet og frygte det værste – det må gøre fostervandet surt som galde og kan umuligt være sundt for hverken mig eller Blyb – og hvad ville jeg gøre, hvis det skulle vise sig, at fosteret har en kromosomfejl? Er det i orden at få fjernet et ønsket foster efter 12. uge, fordi det ikke lige er som man havde forestillet sig? Skal man vælge at beholde barnet og bruge resten af graviditeten på at gruble over, hvordan man skal tackle livet og barnet, når det kommer ud?

For mig vil det være et umuligt valg, og derfor vil jeg hellere leve i lykkelig uvidenhed og naiv overbevisning om, at mit barn er perfekt!

Mine forældre har været aflastningsfamilie for handicappede børn, og jeg vil aldrig negligere den opgave det er at have et handicappet barn. Men for mit eget vedkommende synes jeg ikke, at det er i orden at få fjernet mit foster, fordi det ikke er helt, som jeg har tænkt mig. Det barn jeg har i maven, er MIT BARN, uanset om det har stritører, er ordblind eller socialt kejtet. Og selvom jeg får at vide, at risikoen for kromosomfejl er minimal, kan jeg aldrig blive forsikret om, at barnet ikke fejler noget andet – eller at der ikke sker noget under fødslen, så det ikke får nok ilt og bliver hjerneskadet.

Tro mig, jeg er lige så meget kontrolfreak, som de fleste andre kvinder. Men det her er ude af mine hænder, og jeg vil hellere være glad hele vejen igennem graviditeten og glæde mig til det barn, der kommer ud – jeg er sikker på, at det kommer præcis på sin fødselsdag og bliver præcis, som det skal være!

Jeg er nu 9 uger og 4 dage henne og vejer ifølge lægen 65 kg.