9. september 2009
Jubii, ikke flere hemmeligheder!
Så nåede vi 12. uge – en milepæl i forhold til risikoen for spontan abort. Det har simpelthen været så svært at holde det lille mirakel hemmeligt for ungerne, og nu kan vi endelig dele vores glæde med dem.
Vi ville gerne lave lidt sjov og ballade ud af det, så i dag inden aftensmaden, spurgte vi, om de havde lyst til at komme på skattejagt. Vi havde gemt et par poster og lidt slik rundt omkring i huset – og det er virkelig noget særligt at få slik på en hverdag her, så de jublede.
Den sidste post havde vi klistret fast på min mave, og på den stod der:
”Kære storebror og storesøster. Jeg glæder mig til at komme ud og hilse på jer til foråret. Kærlig hilsen lille Blyb”
Først blev de helt paf og vidste slet ikke, hvad de skulle sige. Men så kom strømmen af spørgsmål: Er det rigtigt? Hvornår kommer den ud? Hvad skal den hedde? Hvor skal den bo?
Det første, de gjorde, var at ringe og fortælle det til deres mor. Det var en stor nyhed, og den skulle selvfølgelig deles med alle dem, de holder mest af.
Bagefter fandt Anton og jeg alle graviditetsbøgerne frem og kiggede på tegninger af, hvor stor babyen er lige nu. Imens fik Karoline sig en snak med sin far om, at det at få en lillebror eller -søster ikke betyder, at der bliver mindre kærlighed eller opmærksomhed til hende og Anton.
I det hele taget har vi snakket meget om, at det er vores alle sammens baby, og at den helt sikkert vil se dem som sine rigtige søskende.
Så der gik ikke ret længe, før glæden overskyggede alt andet. De var stolte og meget spændte på at fortælle det i skolen i morgen.
Jeg har lånt en tegneserie af min mor, som jeg selv fik læst højt, da jeg var lille og skulle have en lillebror. Den hedder ”Per, Ida & Minimum” og handler om to børn, der skal have en lillesøster. Den sad ungerne længe og kiggede i.
Da vi puttede Karoline, sagde hun med et stort smil: ”Jeg tror altså ikke, at det helt er gået op for mig endnu …”, og så måtte vi jo fortælle hende, at der gik flere uger, før jeg for alvor turde tro på, at det var rigtigt, at der voksede en lille spire inde i min mave.
10. september 2009
Skønne unger!
”Jeg rakte hånden op i første time og sagde, at jeg skulle være storebror,” fortalte Anton stolt, da jeg hentede ham, og da vi senere skulle til fodbold kiggede alle hans 8-årige venner undrende på min stadig flade mave og spurgte, om der virkelig var en baby derinde.
”Man kan altså godt se det, hvis man kendte hende før,” forklarede Anton og glattede min T-shirt, så man kan se den minimale bule, der er begyndt at vise sig.
Karoline havde afsløret nyheden for den første skoleveninde, hun fik øje på om morgenen:
”Jeg råbte til hende, at jeg skulle være storesøster – og så begyndte vi bare begge to at skrige.”
9-årige piger er til tider meget teatralske!
