Så blev det endelig marts! Den første forårsmåned og samtidig måneden for min termin (den er 26. marts, så det kan sagtens blive april, før Blyb gør sin entré). Uden for mit vindue er der stadig sne, men i dag glimter den i solen, og jeg har udsigt til flere små flokke af vintergækker, der har vovet sig op ad jorden. Det kan da kun give forårsfornemmelser!
I går var vi til rundvisning på fødeafdelingen på Skejby. En sød jordemoderstuderende viste os rundt og fortalte, hvad de forskellige apparater på fødestuen blev brugt til, hvordan fødelejet fungerede, og hvilke andre muligheder man havde for at bevæge sig under fødslen. Der var både en stor bold, man kunne sidde på eller ligge opad, en fødestol, en sækkepude og et badekar, som man kunne hoppe i for at lindre smerterne.
Hun viste også det tøj, den fødende får på under fødslen, og det tøj, babyen får på, når den kommer ud.
Og så fortalte hun om undersøgelsesbordet, hvor babyen kan ligge under en varmelampe, når jordemoderen skal undersøge den et par timer efter fødslen.
Jeg må indrømme, at det kildede i maven at tænke på det øjeblik, hvor Blyb er født og skal ligge på min mave, have tøj på og undersøges. Det bliver så spændende!
Hvis Anton og Karoline er hos os, når fødslen går i gang, skal de passes af Farmor og Farfar. Vi har så aftalt at ringe efter dem, lige så snart Blyb er født, så de kan komme ud og være med til at måle, veje og undersøge deres nye lillesøster/lillebror. De vil også gerne selv se, hvilket køn det bliver, så det har vi lovet ikke at afsløre i telefonen.
Efter rundvisningen kørte vi i IKEA, som ligger lige i nærheden – og den kombination er åbenbart populær, for vi mødte stort set alle de andre par fra rundvisningen!
I dag var vi til jordemoder. Hun tog mit blodtryk, som så fint ud, og vi hørte hjertelyd, hvilket altid er skønt. Hun kunne mærke, at hovedet nu har sat sig rigtig godt fast i bækkenet, og fordi Blyb har rykket sig lidt nedad, var mit SF-mål (bulen på maven) også blevet mindre. Det er en stor, fin baby, vi venter os – hun skød ham/hende til at veje 3300 g på nuværende tidspunkt. Så Dennis vandt vores lille interne væddemål (han ramte plet, mens jeg havde skudt på 3000 g).
Jeg har desværre stadig blærebetændelse, og den medicin jeg fik, har slet ikke hjulpet. Så nu har jeg fået en ny slags, som vi håber, kan få bugt med bakterierne (og jeg ved godt, at man ikke må rende rundt udenfor uden overtøj, men det var altså kun i 1 minut, mens billederne blev taget 🙂
Jeg vejer nu 76,2 kg. Rundt om taljen er jeg blevet 2 cm mindre (det må skyldes, at Blyb er rykket sydpå), så jeg nu måler 91 cm, og om hofterne er jeg 106 cm ligesom sidste uge.