41+5: Endelig kom han ud!

Så skete det endelig! 12 dage efter termin fik vi lokket Lille Blyb ud i verden mandag den 5. november kl. 21.10 – og han viste sig at være en stor, flot dreng på 53 cm og 4340 gram, som har fået navnet Jonas.

Om lørdagen, da jeg var 10 dage over termin, var vi til rutinetjek på Skejby, hvor jeg blev scannet og fik kørt en CTG-strimmel (der måler barnets hjerterytme og ve-aktiviteten). Alt så fint ud, og vi blev derfor sendt hjem med besked om at komme igen mandag, hvis der ikke var sket noget …

Og det var der ikke. Så mandag kl. 10 mødte vi op på Skejby for at få kørt endnu en CTG-strimmel og blive sat i gang med en Misoprostol-pille.
Misoprostol er et hormon, der hjælper med at modne livmodermunden og på den måde måske sætte fødslen i gang af sig selv.

Derefter blev vi sendt hjem indtil kl. 14, hvor jeg skulle komme igen  og få endnu en Misoprostol-tablet og en ny CTG-måling. Her blev vi mødt af den samme erfarne og rolige jordemoder, som havde taget sig af os om morgenen. Hun kiggede på strimlen og konstaterede, at alt så fint ud, gav mig en pille og sendte os hjem igen med besked om, at jeg sikkert ville få småveer i løbet af en times tid, og at vi skulle komme igen tirsdag formiddag kl. 10, hvis der stadig ikke var sket noget.

Men nu begyndte utålmodigheden for alvor at melde sig. Var der ikke andet de kunne gøre? Kunne de da ikke bare tage vandet?
Jordemoderen var dog fuldstændig upåvirket – hun har sikkert mødt hundredevis af utålmodige kommende forældre før os 🙂
Så vi kørte hjem igen og ventede endnu engang … Og præcis som jordemoderen havde forudsagt, fik jeg småveer ved 15.30-tiden – nærmest præcis en time efter, at jeg havde slugt pillen.

Vi vidste ikke, om de ville gå i sig selv igen, så Dennis gik i gang med  at bage pizza til børneflokken og mine forældre, som var kommet dagen før, fordi de vidste, jeg skulle sættes i gang.
Imens vandrede jeg frem og tilbage over stuegulvet og pustede veerne væk med mine vejrtrækningsøvelser.

Og de gik ikke i sig selv igen, men blev stadig kraftigere, så jeg til sidst trak ud i bryggerset, hvor jeg kunne hænge op af bordet, trave frem og tilbage,  koncentrere mig om min vejrtrækning og bare være mig selv, mens resten af storfamilien fik maden på bordet inde ved siden af.

Ved 18-tiden bad jeg Dennis ringe til fødegangen, og en halv times tid senere kørte vi afsted. Nu bed veerne godt til.

I modtagelsen fik jeg at vide, at jeg var ca. 5 cm åben, og vi fik en fødestue og en sød jordemoder, som uden at undersøge mig nærmere nøgternt konstaterede:
“Jeg kan høre, at dine veer er gode og effektive. Du føder snart – i hvert fald inden jeg har fri kl. 23”.

På det tidspunkt kiggede jeg skeptisk på hende, for nu havde vi ventet SÅ længe.
Men veerne tog stille og roligt til, og hun guidede mig hele vejen igennem, mens Dennis holdt mig på lænden, gav mig en kold klud på panden og hentede  saftevand og druesukker.

Det meste af tiden stod jeg og lænede mig ind over sengen, men til sidst kom jeg ned at sidde på en fødeskammel. Dennis sad bag mig, så jeg kunne læne mig op ad ham, og vi så fødslen fra samme perspektiv.

Da jeg var 10 cm åben, prikkede jordemoderen fosterhinden, så vandet gik. Jeg nåede lige at tænke: “Ahhh, det var dejligt!” – og så startede presseveerne.  Av, for pokker!

Heldigvis gik der ikke så længe, før hovedet blev født, og da skuldrene kom ud, løftede jeg selv vores skønne baby op på min mave, hvor Dennis straks så, at det var en dreng.

Ingen af de jordemødre, der har undersøgt os, har skudt på mere end 3800 gram, men vores flotte søn viste sig at være en ordentlig basse på 4340 gram. Det er over et kilo mere end Frida vejede, da hun blev født – men han lå jo også i maven tre uger længere.

Næsten med det samme begyndte Jonas at sutte, og han knirke-pludrede også løs, da han lå sammen med Dennis og mig på fødestuen.
Inden jordemoderen havde fri kl. 23, gav hun os alle de informationer, vi skulle have – og så var vi egentlig også klar til at køre hjem.

Egentlig ville de gerne have, at vi var blevet lidt længere, men da jeg havde tisset,  havde fået målt mit blodtryk og i det hele taget havde det  godt, fik vi lov at tage hjem til de store børn og alle fire bedsteforældre, som sad og ventede med champagne og flag.

Jeg troede ikke, at jeg kunne få en fødsel, der var lige så god og velplanlagt som sidste gang – men det fik jeg.
Alle bedsteforældre nåede at komme, så babysitterne var  på plads, og vi kunne tage afsted til fødegangen i god ro og orden.

Og så var de vejrtrækningsøvelser og ve-stillinger, jeg har lært til fødselsforberedelse endnu engang en kæmpe fordel. Selv under overgangsfasen (der ellers har ry for at være det tidspunkt, hvor kvinder finder ud af, at de alligevel ikke vil have børn) følte jeg overskud og tænkte “det må blive værre end det her”. For jeg huskede faktisk smerterne værre ved Fridas fødsel – og der er selvfølgelig også forskel på otte timers fødsel om natten og fire timers fødsel om eftermiddagen/aftenen.

Presseveerne gjorde ondt – rigtig ondt – men med god guide fra jordemoderen og ved hjælp af min vejrtrækning kunne jeg faktisk få min krop i ro mellem veerne, og selvom fødslen gik hurtigt, fik jeg ikke en eneste lille bristning.
Så kære gravide kvinder, jeg kan kun opfordre til, at I gør jer selv den tjeneste at lære nogle teknikker og værktøjer, der kan hjælpe jer med at holde fokus og kontrollere smerten.

Jeg håber, I vil bære over med, at indlæggene her på bloggen bliver lidt mere sporadiske i den kommmende tid. Jeg har en lille guldklump med mørkeblå øjne og silkeblød hud, som det kræver lang tid at kigge på og kysse – og en stor guldklump med gyldent hår og et strålende smil, som også skal nydes 🙂