Man behøver kun at køre en halv time syd for Aarhus for at komme til en anden verden. I hvert fald den 2. weekend i august, hvor Smukfest forvandler bøgeskoven ved Skanderborg til et inferno af festlige mennesker, finurlige forlystelser og fed musik.
Dennis og jeg tog derned med campingvognen og havde fire fantastiske dage i solen.
Imens blev Frida passet af mormor og morfar, og der er altså noget særligt ved sådan et par dage helt uden forpligtelser. Hvor man kan snakke i timevis med gode venner uden at blive afbrudt, dalre rundt til den ene koncert efter den anden, og hvor dagens største beslutning er, hvad man mon skal købe at spise til aftensmad.
Jeg fester fint på cola, kildevand og friskpresset appelsinjuice (som heldigvis fås både med og uden vodka), så jeg var med til at danse til både Medina, Wafande og Spleen United, selvom de først spillede ved midnatstid.
Lille Blyb og jeg lavede nemlig den aftale, at formiddagen og eftermiddagen var på dens præmisser (sove længe og dase i solen med benene oppe), om aftenen bestemte jeg (masser af musik!), og så blev vi i fællesskab enige om, hvornår vi ville hjem og sove 🙂
Jeg skulle dog lige vænne mig til al den opmærksomhed, jeg fik på grund af min store mave. Når man er blandt fulde og festlige mennesker oplever man mange sjove kommentarer, kærlige klap og masser af spørgsmål …
Men alt i alt gik festivalen over al forventning og var en superdejlig afslutning på en god sommerferie!
Top 4 over årets positive festival-oplevelser:
- Området for campingvogne – rent og roligt, så man kunne sove lææænge og nyde sin morgenmad uden udsigt til skrald og bunker af øldåser. Man bliver jo ældre 🙂
- KærligHeden – totalt lækker beach-stemning, når solen skinnede over søen.
- Busserne – vi ventede i alt ca. 15 minutter i løbet af de fire dage og nætter, hvor vi tog busserne frem og tilbage fra festivalpladsen. De holdt nærmest i kø og ventede på os. Stor ros til festivalarrangørerne!
- Gratis garderobe – når det danske sommervejr byder på varme dage og kølige aftener, er det genialt, at man kan hente en jakke og sine lange bukser tæt på musikområdet.
Hvis du har lyst til at læse om 30. uge af min første graviditet, kan du gøre det HER.
Du ser F.A.B ud!