40. uge – Så blev Blyb til en baby!

Fredag den 19. marts – præcis en uge før termin – kom Blyb til verden og viste sig at være en smuk, lille pige, som har fået navnet Frida.

Faktisk startede fødslen allerede torsdag, hvor der fra morgenstunden løb lidt vand ud af mig. Jeg tjekkede på nettet, hvor der stod, at det sagtens kunne være udflåd, men at man skulle tage et bind på og se, om det blev gennemvædet i løbet af et par timer. Jeg tog et af de til lejligheden indkøbte Tena-bind på kl. 14, og kl. 18 var det godt vådt. Så vi ringede for en sikkerheds skyld til fødegangen, som bad os om at komme forbi til et tjek. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke mærket skyggen af en ve.

Da vi kom derud fik vi lavet en CTG, hvor barnets hjerterytme, og veerne blev målt i ca. 30 minutter. Det så fint ud, og der var ve-aktivitet, selvom jeg endnu ikke mærkede det.
Efter en indvendig undersøgelse kunne jordmorderen også fortælle, at livmoderhalsen var udslettet, og at jeg var 1-2 cm åben. Hun kunne skubbe til barnets hoved med en finger, og så løb der fostervand ud – så det var vandet, som var gået. Og for 80 % af alle gravide kvinder betyder det, at der vil komme spontane veer i løbet af et døgn. Så vi tog hjem igen og ventede.

Kl. 22 begyndte de første veer, kl. 1 var de regelmæssige, og vi ringede vi til fødegangen, som bad os om stille og roligt at komme derind. Vi ankom kl. 1.45 og blev modtaget af en sød SOSU-hjælper og en jordmoder, som skulle vise sig at blive guld værd i løbet af natten.

Ved den første undersøgelse var jeg 4-5 cm åben, og jordmoderen kunne se, at fosterhinden ikke var sprunget. Vandet måtte være sivet ud. Så for at sætte gang i fødslen, prikkede hun hul på fosterhinden.

Fra kl. 3 skiftevis lå jeg på fødelejet, gik rundt på fødestuen og lænede mig op af en dør, når veerne for alvor rasede. Jeg var helt vildt glad for de ting, jeg havde lært til fødselsforberedelse. Det var rart at bevæge sig rundt i forskellige stillinger, når veerne rasede, og det var helt tydeligt, at vejrtrækningen hjalp med at dæmpe smerten. Undervejs blev jeg smertelindret med en varmedunk på den nederste del af maven, en kold klud på panden og en tur i badekarret. I det hele taget forløb fødslen præcis, som vi havde ønsket.
Jordmoderen var rigtig god til hele tiden at holde motivationen høj: ”Om lidt undersøger vi, hvor meget du har åbnet dig, så har du det at se frem til” eller ”Nu putter vi snart vand i badekarret, så kan du glæde dig til det”.

Kl. 5.45 begyndte presseveerne, og det føltes, som om en enorm kraft overtog min krop og forsøgte at presse en fodbold ud igennem den! I starten stod jeg op ad en dør, men til sidst kom jeg ned at sidde på fødestolen. Dennis sad bagved i en lænestol, og jeg sad mellem hans ben og lænede mig op af ham, så vi oplevede fødslen fra samme vinkel. Det var en fantastisk og intens måde at føde på, fordi vi var så tæt sammen om det.

Kl. 6.19 kom vores dejlige datter ud til os. Hun blev straks lagt op på min mave og satte i et skrig, og få minutter efter gav hun sig til at sutte. Det var helt utroligt, at hun få timer forinden havde ligget helt fiks og færdig lige under mit maveskind – og pludselig lå hun der i vores arme.

Det er altså også finurligt med smerte: Lige efter fødslen tænkte jeg, at det skulle jeg ALDRIG igennem igen. Men allerede dagen efter havde min krop så småt glemt, hvor ondt det gjorde, og tanken om på et tidspunkt at føde igen, virker ikke længere fuldstændig forrykt.

Torsdag aften havde vi ringet til Dennis’ forældre, som kom og sov sammen med de store børn, inden vi tog på sygehuset. Så en halv time efter fødslen kunne Dennis ringe hjem og sige til de store børn, at de ikke skulle tage i skole, men i stedet komme ud til os og hilse på Blyb.
Jeg havde også talt med mine forældre, som bor 250 km væk, efter vores første tur til Skejby, og de havde slet ikke kunne sove af spænding. Så da Dennis i løbet af natten havde skrevet, at fødslen var godt i gang, stod de op og kørte mod Århus.
Anton og Karoline var de første, der kom, og de fik selv lov til at se, at det var en søster, de havde fået – og det stod hurtigt klart, at hun var en rigtig lille Frida (det pigenavn, der var familiens favorit inden fødslen).
Snart efter kom mine forældre, og alle nåede at være med til at se hende blive målt, vejet og undersøgt.

Bagefter blev vi kørt ned til patienthotellet, hvor vi alle fem blev til næste dag. Amningen kørte perfekt lige fra starten, så lørdag aften tog vi hjem, hvor bedsteforældrene ventede med fødselsdagsmiddag.
Lige siden er tiden gået med at ae Fridas bløde kinder, kysse hendes lille næse og beundre hendes fine, lange øjenvipper og alle de nye ting, hun lærer dag for dag.
Anton og Karoline er de mest kærlige og omsorgsfulde storesøskende, man kan forestille sig, og det er meget rørende at opleve.

Mit hjerte smeltede fra starten, og jeg må flere gange hver dag overgive mig til et par moder-lykke-glædes-tårer, når Frida stikker os et skævt smil eller kigger alvidende på mig med sine store, blå øjne. Tænk, at sådan et lille væsen kan sætte gang i så enorme følelser!

Kære alle gravide og mødre: Tak, fordi I fulgte med fra vores spirende ønske om et barn, gennem hele graviditeten og til Blyb blev til Frida. Jeg håber, I får fantastiske graviditeter, og er sikker på, at I hver især – ligesom os – får verdens dejligste baby.