Landgangsbrød – et sikkert børnehit!

 

I fredags var Karoline, Anton og jeg til premiere på Lystrup Revyen, som min modige veninde spiller med i. Og inden man sådan drager til premiere, skal man naturligvis have klassiske, højbelagte landgangsbrød!

De er et stort hit herhjemme, hvor vi stiller en masse pålæg og “belægning” frem, så man hver især kan putte præcis det på, man allerbedst kan lide.
Det kan f.eks. være:

  • Røget laks med wasabicreme (flødeost naturel/creme fraiche rørt med lidt grøn wasabi)
  • Æg med mayonnaise, rejer, tomat og karse
  • Spegepølse med remoulade og ristet løg
  • Lun leverpostej med agurk/rødbeder/bacon/stegte champignon
  • Fiskefrikadeller/fiskefilet med remoulade
  • Hamburgerryg med italiensk salat
  • Tunsalat (en dåse tun rørt med yoghurt naturel, mayonnaise, karry, salt, peber og et drys sukker)
  • Hønsesalat
  • Avocadoskiver med rejer
  • Kun fantasien og smagsløgene sætter grænser …

Jeg bagte disse grove flutes, som fungerede perfekt til formålet. Dejen så ikke ud af meget, da de var formet, men så hævede de op … og der var rigeligt til at vi alle blev mætte.

Grove flutes
(5 stk.)

  • 25 g gær
  • 5 dl lunkent vand
  • 2 tsk groft salt
  • 1 spsk olivenolie
  • 250 g grahamsmel
  • ca. 500 g hvedemel
  • Evt. æg til pensling og sesamfrø til pynt
  1. Rør gæren ud i det lunkne vand og tilsæt salt og olie.
  2. Rør hvedemel i, indtil dejen er så fast, at den kan æltes med hænderne. Ælt dejen fast og smidig – ælt den gerne 200 gange.
  3. Lad dejen hæve tildækket i skålen i ca. 1 time.
  4. Ælt dejen igennem, skær den i fem dele, som rulles til flutes.
  5. Læg flutene på to bageplader og lad dem hæve tildækket ca. 1 time ved stuetemperatur.
  6. Pres dem lidt flade, pensl med æg, drys evt. med sesamfrø og bag dem ved 200 grader (varmluft) i 15-20 minutter, til de er gyldne.
  7. Lad dem køle af på en bagerist.

Ohøj og god appetit!

Print Friendly, PDF & Email

One Reply to “Landgangsbrød – et sikkert børnehit!”

  1. Igen en go idé :O)

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.