Vi er efterhånden nået dertil, at vi går i seng om aftenen i forventning om at få en fuld nats søvn – der sker jo alligevel ikke noget på fødselsfronten, for vores lille baby har vist ikke tænkt sig at komme ud, før vi er kommet i Guiness’ Rekordbog for verdens længste graviditet 🙂
Men i går var vi så til tjek hos jordemoderen, og der er faktisk fremgang at spore – hurra!
Lille Blyb har siden i fredags sat sig rimeligt fast i bækkenet, så jeg behøver ikke længere at lægge mig vandret, hvis vandet går. Den sad også så fast, at jordemoderen kunne komme til at løsne lidt i fosterhinderne, hvilket også kan hjælpe fødslen på vej.
Vægten vurderede hun til mellem 3500 og 3600 gram, og hjertelyden tøffede derudaf som en frisk lille fiskekutter. Dejligt at høre!
Jeg er nu heller ikke i tvivl om, at Lille Blyb har det godt derinde, for den puffer og sparker stadig livligt rundt. Men med et SF-mål på 37 cm har den også god plads at boltre sig på, skulle jeg mene (og hvis jeg skulle vinde en graviditets-Oscar vil jeg gerne rette en varm tak til min krop for dens velvillige samarbejde hele vejen igennem – håber den er med på at afslutte med en forrygende finale).
Jordemoderen sagde, at vi ikke skulle vente helt så længe som første gang med at kontakte fødegangen. Fødsler går ofte hurtigere anden gang, og veerne udvikler sig tit i et andet tempo, så når der var 7-10 minutter mellem veerne, måtte vi gerne ringe.
Men om der vil gå en, tre eller fem dage, før fødslen går i gang, kunne hun selvfølgelig ikke love noget om …
Og faktisk var jeg glad for, at der ikke skete noget i går. Her gik jeg og troede, at ens immunforsvar var helt oppe at ringe, når man er gravid – men næh nej. I går blev jeg ramt af den ondeste forkølelse med løbende næse og roterende savblade i halsen. Jeg nøs mig igennem dagen, pudsede næse uafbrudt, og i nat sad jeg halvt op for ikke at blive kvalt i snot. Samtidig vågnede jeg et par gange med kraftige plukveer – ikke at de gjorde ondt, men de strammede helt vildt.
Heldigvis har jeg det bedre i dag, så nu vil jeg alliere mig med kamillete i rigelige mængder og danse lambada rundt i stuen, mens jeg krydser fingre for, at der snart sker noget.
God onsdag til jer alle sammen!
Hej Anneline.
Nå, jeg kom først. Eller, min baby gjorde. 😉 Fødte i lørdags en stoooor dreng. Nu glæder jeg mig meget til at se hvad din mave gemmer på! Held og lykke med fødslen. 🙂
Hej Anna. Ja, vi blev vist overhalet af de fleste 😉 Stort forsinket TILLYKKE med din søn! Som du nok har set, gemte min mave også en STOR dreng – og han var selvfølgelig al ventetiden værd. Ha en rigtig dejlig december. Kærlig hilsen Anneline
Jeg har længe haft en følelse af, at det ville blive et novemberbarn – bare fordi de er så søde – og det ser ud til, at det er sådan, det bliver. Nærmere bestemt har jeg satset på 1. nov. så jeg håber, du får en god søvn i nat, så du er klar til kampen imorgen! 🙂
Hej søde Line :).
Dejligt at høre, at der er fremgang. Vi venter spændt på at få en sms om, at fødslen er gået i gang, og at der senere bipper et skønt billede af Blyb ind.
Rigtig meget held og lykke med det, og se så lige at komme af med den forkølelse, så du er helt fit for fight! :).