Så ramte den mig: Hverdagen efter barsel.
Jeg havde egentlig regnet med en hård kollision, men jeg har nærmere følt det som en voldsom, men venlig krammer. Det er faktisk helt rart at komme uden for matriklen, ud på arbejdsmarkedet, ud i virkeligheden.
Jeg ved godt, at jeg som freelance journalist har den enorme fordel, at jeg er min egen chef og selv kan styre min arbejdstid. Det er kun mig selv, der kan rynke brynene eller kigge skævt, hvis jeg en dag går tidligt hjem eller IGEN har syge børn. Det er så til gengæld også kun mig selv, der kan sørge for, at der kommer nogle kroner ind på kontoen hver måned …
Heldigvis er jeg kommet overvældende godt fra start. Jeg har fået plads i kontorfællesskabet Stickelbergs Bureau i hjertet af Aarhus, og har fået nye søde kollegaer og samtidig masser af nye, spændende opgaver at kaste mig over. Det er fantastisk at blive udfordret fagligt og socialt.
Selvfølgelig har jeg frygtet, hvordan det ville blive med to arbejdende voksne, to teenagebørn i fuldt firspring og to sprælske unger i vuggestue og børnehave. Og som I kan se, har der også været fuldstændig musestille her på bloggen den seneste måned, for der er altså drøn på i hverdagen ude på den virkelige Storbyfarm!
Jeg har nydt min barsel og al min tid med Jonas, og det har givet et fantastisk overskud i familien, at jeg har været hjemme og i løbet af dagen har fået styr på indkøb, vasketøj, oprydning og dyrepasning. Men jeg indrømmer gerne, at til sidst var både Jonas og jeg klar til nye udfordringer.
Jonas er stadig en glad bulderbasse, som elsker andre børn og smiler, når han bliver afleveret i vuggestuen, og Frida synes det er sjovt, at hun nu er et af de store børnehavebørn, som kan besøge sin lillebror i vuggestuen.
Og forhåbentlig er vi efterhånden ved at vænne os så meget til den nye hverdagssituation, at jeg også kan få tid til at dele lidt ud af familielivet her på den virtuelle Storbyfarm.
Herligt at have dig tilbage :O)