Ud over den perfekte kombination af en sprød, næsten karameliseret overflade og et blødt indre er der flere andre fordele ved disse ægte amerikanske brownies: De er overraskende hurtige at lave, smager af dyr chokolade (selvom de er lavet med kakao), og så kan du lave dem både med og uden nødder på samme tid. De klæder buffetten til enhver studenterfest og er nemme at have med til Sankthansaften. I just loooove them!
Hvis hele familien er vilde med nødder, kan de blandes i dejen, og ellers lægger du dem bare ovenpå en del af dejen, inden den bages.
Serveret lun sammen med en kugle god is og lidt frisk frugt er det en dessert, der kan bære selv de festligste lejligheder.
Du kan også sagtens bage den dagen før, den skal serveres. Selvom den så kan virke lidt “tung” i formen, er den perfekt sej og sprød, når den bliver skåret op.
Ægte amerikanske brownies
(ca. 30 stykker – bradepande på ca. 20 x 30 cm)
- 150 g smør
- 3 æg
- 4 ½ dl sukker (400 g)
- 2 1/4 dl hvedemel (150 g)
- 6 spsk kakao
- 2 tsk vaniljesukker
- 1/4 tsk salt
- Evt. 100 g nødder efter eget valg
- Smør og rasp til bradepanden
- Smelt smørret og lad det køle af.
- Pisk æg og sukker sammen i et par minutter.
- Bland mel, kakao og vanillesukker i en anden skål og si det ned i æggeblandingen. Tilsæt salt og smeltet smør og rør godt.
- Bland hakkede nødder i dejen, hvis du ønsker det.
- Smør bradepandens bund og sider og drys med rasp. Ryst bageformen, så raspen er fordelt i hele bunden og hæld overskydende rasp ud.
- Fordel dejen i formen. Den behøver ikke nå helt ud til siderne, for den fordeler sig, når den bliver bagt.
- Drys (hakkede) nødder over så meget af dejen, som du ønsker.
- Bag ved 175 grader (alm. ovn) i ca. 25 minutter – den må endelig ikke få for meget! Du kan tjekke om den er færdig ved at stikke en tandstik i kagen – der skal klæbe lidt dej til den uden at det er helt flydende.
- Lad kagen køle helt af i formen, før der skæres ud i passende firkanter.
Tip!
Prøv at blande ½-1 tsk lakridspulver i dejen, hvis du vil give den et overraskende twist.
Ha’ en skøn og forhåbentlig tør Sankthansaften!
Simpelhen den bedste opskrift jeg er stødt på i lange tider, jeg har så ændret den lidt fordi jeg kender en del gluten allergiker så i stedet for mel anvender jeg groft blendede mandler det gør kagen lidt dyrere men utroligt lækker , skal så bage liiiiidt længere tid men hold øje, for ikke for længe