Så så man lige mig opgradere mit barselslook fra Praktisk Provinsmor til Storbymama med stil (i hvert fald på taskefronten). Årsagen er, at Mammashop.dk har bedt mig om at anmelde en af de mange pusletasker fra byStroom, og derfor er min firkantede nylon-pusletaske røget en tur i skabet.
Afløseren fra byStroom er af beige kunstlæder og hedder Fiona. Og i løbet af de seneste par uger har den været med i mødregruppe, på biblioteket, i svømmehallen, på shopping og til “mor i form”-træning – og den har klaret det hele med bravour.
Indretningen af tasken er godt gennemtænkt. Der er to store rum adskilt af et rum med lynlås. Og hvert af de store rum har flere små lommer i siderne, så sutter, nøgler, mobiltelefon, ekstra ammeindlæg og buskort ikke ligger og rasler rundt i en stor pærevælling på bunden af tasken. I like!
Desuden er tasken overraskende rummelig, og når jeg har været af sted med både Jonas og Frida (som lige er holdt op med at bruge ble), har der ud – over bleer, gylpeklude og ekstratøj til lillemanden – også været plads til storesøsters in-case-of-emergency-tøj og madpakke.
Udvendigt er tasken lavet af tykt kunstlæder, der både er slidstærkt og vandafvisende – og hvor pletter nemt kan tørres af med en fugtig klud, hvilket glæder mit (trods alt) praktiske provinshjerte.
Jeg er også rigtig glad for de korte hanke, der ligger skjult langs taskens øverste kant. Det gør tasken langt mere handy, at man ikke hele tiden skal have fat i den lange skulderstrop.
Det eneste, jeg savner, er, at pusletasken kan sættes ordentligt fast på barnevognens styr. Ifølge producenten passer skulderstroppen til alle barnevognsstyr, og ja, den kan godt hænges på styret. Men jeg savner en funktion, så tasken kan sættes fast – ligesom min nylontaske, der kan knappes omkring styret – ellers rutsjer tasken ned, så den nærmest hænger inde under barnevognen.
Desuden var min første tanke, at 499 kroner er mange penge for en pusletaske. Men efter at have haft tasken i brug, har jeg skiftet mening. Fiona er nemlig ikke kun en lækker pusletaske, men også en flot og praktisk allround-taske, som jeg kommer til at bruge rigtig meget – også efter min barsel er slut.
Største fordele: Gennemtænkt indretning med mange praktiske detaljer, god rummelighed og et eksklusivt look, der gør, at den også sagtens kan bruges som almindelig taske.
Ulemper: Mangler en funktion, så den kan fikseres på barnevognsstyret.
Størrelse: Længde: 50 cm, højde: 35 cm, sidebredde: 17 cm.
Pris: 499 kr. på mammashop.dk