En lang tur med bilen fuld af børn, kan være en stressende affære, men med lidt forberedelse kan man tage toppen af utålmodigheden på bagsædet. Her er, hvad vi plejer at gøre:
- Lav en guf-pose, som børnene får, når turen starter. Den skal selvfølgelig ikke være fyldt med slik, så man risikerer et barn, der er hyper af sukker, men den må gerne være lækker. Gode ting er f.eks. myslibarer, grove kiks/riskiks, ostehaps, mini-agurker, små gulerødder, pølsehorn, rosinpakker, Kinderæg, et bøtte med rosiner + nødder + cornflakes, en bøtte med vindruer, æble, pære, klementin, banan, en bøtte med Havrefras eller en lille yoghurt (hvis barnet er stort nok til ikke at male hele bagsædet med den).
Husk også masser af vand – og en køkkenrulle. - Medbring en iPod eller MP3-afspiller med gode historier og musik, barnet kan lide. Du kan downloade lydbøger gratis på Netlydbøger.dk (gå ind under Emner og vælg f.eks. “sjove bøger” eller “eventyrlige fortællinger”).
- Tag Nintendo eller bærbar DVD med, hvis I har (og ellers er det et godt julegaveønske – de er faktisk ikke så dyre).
- Pak en lille taske til barnet med en malebog, en opgavebog (med klistermærker) eller kryds-og-tværs-hæfte afhængig af barnets alder. Husk evt. tusser.
- Giv barnet et nyt Anders And-blad eller en pixi-bog, når turen starter.
- Tag evt. en bold med, så I kan få brændt noget krudt af i pauserne.
- Syng sammen – børn kan rigtig mange sange og er overraskende gode til at huske tekster. Sæt evt. en cd med børnesange på og lad hele bilen skråle med.
- Lån nogle gode bøger på biblioteket. Husk at sørge for, at børnene jævnligt kigger op fra bøgerne for at undgå køresyge. Gåde- og quizbøger kan også være et hit.
- Forslag til lege på rejsen:
– Tæl biler, der kører i den modsatte retning – vælg en farve hver og se, hvem der får flest i løbet af f.eks. 10 minutter.
– “Tænk på et dyr” – den ene tænker på et dyr og de andre skal stille ja/nej-spørgsmål og gætte. Får man ja, må man spørge igen. Får man nej, går turen videre.
– Vælg et bogstav og se, hvem der i løbet af 10 minutter ser flest ting, I kører forbi, som starter med det bogstav. Til lidt mindre børn kan du nævne en ting, som de så skal få øje på udenfor (en vindmølle, en blå bil, en ko, et rødt hus).
Hvordan fordriver I tiden, når I kører langt i bil?
Her hos os virker lydbøger, film og masser af musik som man evt skiftes til at vælge. Blandt lege holder vi af “jeg kommer med fordi….” – vælg en grund til at man kommer med i bilen (man er lavet af træ, ens navn starter med B eller lign), det kører så på omgang til en har gætter hvorfor man kommer med. Derudover er den gamle klassiker “gul bil” altid et hit ;-).
Har netop tilbagelagt 2x 950 km på 2x 2 dage med en 3 årig på bagsædet, som har klaret turen fantastisk. Vi har haft en bærbar dvd med som har kørt 1-2 timer hver dag. Så har den stået på kiks, snacks, tyggegummi, en kuffert med lidt legetøj og så Folk og røvere i Kardemommeby ca. 100 gange på cd-afspilleren i bilen – jeg kan den i søvne nu.
Endeligt nogle gode pauser med plads til at spurte lidt rundt.
I stedet for at give guf -pose og blade fra turens start tænker jeg om ikke det er bedre at holde lidt igen og så første smide de kort senere på turen. I starten er man jo i forvejen spændt på at skulle afsted og det er først efter lidt tid at man keder sig. Ellers får man bare overstået alt det sjove alt for hurtigt. Jeg har dog ingen børn at lave statistik ud fra – men kan da huske lidt fra min tid på bagsædet! 🙂
Årrrhhhh skønne tips, Anneline. 1000 tak. Vi laver ABC varianten, hvor det enten er dyr, navne, steder eller you name it.