I løbet af et halvt år forvandlede jeg mig fra storbysingle til bonusmor i provinsen.
Før i tiden boede jeg i en hyggelig 2-værelses lejlighed i hovedstaden uden andre end mig selv at tage hensyn til. Jeg havde et svimlende cafébudget, et storforbrug af Mojitos, et velbetalt lederjob og masser af fritid at spendere sammen med veninderne.
Hver morgen gav jeg mig god tid til at gå i bad, tørre hår, smøre mig ind i creme, lægge makeup og pertentligt udføre dagens tøj- og stiletvalg, inden jeg mødte ind sammen med alle mine lige så friske, velklædte og vellønnede kolleger.
Så mødte jeg kærligheden. Den helt store og svimlende af slagsen, der overvinder alle forbehold og giver en mod og tro på, at alt kan lade sig gøre.
Da jeg mødte ham, var han lige blevet skilt. Han havde to børn. Og han boede i Jylland. Alle røde lamper blinkede advarende – det var i hvert fald ikke noget for mig … Lige indtil han sendte mig en mail og viste sig at være sjov, velformuleret, intelligent, betænksom og have de samme livsværdier som mig. Måske kunne en enkelt kop kaffe ikke skade …
Efter den første date var jeg solgt. Efter den anden havde vi fejet alle forbehold af bordet. Efter to måneder mødte jeg hans børn. Efter tre måneder vidste vi, at vi ville bo sammen – snart. Det var ulideligt at være så langt fra hinanden.
Efter et halvt år sagde jeg mit gode job op og flyttede til Århus. Til en villa med egen carport, urtehave og brændestak. Ja, vi har endda en trailer! Og ud over to voksne og to børn består vores nyskabte familie af to gråstribede katte, syv høns, to skildpadder og en guldfisk.
I weekenden bliver jeg vækket af morgenfriske børn kl. 7, hvorefter jeg bruger dagen på f.eks. at beskære buske iført gummistøvler og en alt for stor fleecejakke (min kæreste siger, jeg ligner en polak), mens jeg om aftenen møver mig ned i sofaen mellem børn og katte for at heppe på min favorit i ”X Factor”.
Jeg er blevet en haj til at hente og bringe, lave madplaner og indkøbslister, øve diktat, læse højt og putte. Jeg kører med cykelhjelm, spiser kun slik i weekenden (og i smug når børnene sover) og kan næsten genkende alle de forældre, jeg møder på skolen.
Mine veninder er langt væk, karrieren har ikke taget de spring, den måske ville have gjort i København, og der er ikke særligt meget tid til bare at være mig.
Til gengæld er min familie lige her – med nærhed, kærlighed og sammenhold, der ikke kan måle sig med noget andet.
I stedet for langsomt at bevæge sig fra at være to til at være tre, er jeg blevet kastet ned midt i “familielivet”, og jeg kan stadig føle mig som en nybegynder på det her felt. Men jeg har ikke kun været en famlende novice, men også et frisk pust udefra, der til tider tør stille spørgsmålet: “Hvorfor gør vi det egentlig sådan her?”
Måske kan I andre bruge nogle af de opdagelser og erfaringer jeg – og vi – har gjort os i løbet af de seneste to år. Her på Storbyfarmen.dk vil du i hvert fald fremover kunne finde nye tips og tanker hver dag. Jeg håber, du vil føle dig hjemme og bidrage med dine egne input i kommentarfelterne.
Jeg er vild med din blog!
Og med det faktum, at der findes andre end mig, der fandt en fraskilt mand m. to børn på Smukfest.
Jeg glæder mig til at læse med her fremover.
Kh Helle
Hej Helle. Velkommen på bloggen – og i klubben for kvinder med brugte mænd fundet på Smukfest 🙂 De er nu skønne, de brugte mænd. Med slid og knaster, men også med knap så skarpe kanter og flot patina. Håber du er lige så vild med din, som jeg er med min – og at bloggen kan give inspiration til jeres moderne sammenbragte familie. Mange efterårshilsner fra Anneline
Hej Anneline
Det var sjovt og hyggeligt at læse din blog. Umiddelbart, så lyder dit liv ligesom mors og fars her i Maribo. Jeg husker da også, at I havde en dejlig have med høns i baghaven og altid plads til børn og fodbold. Verden er ikke så lille…….Held og lykke med dit provinsliv – det er såmænd ikke så tosset – vi vælger jo selv! K.h. Helle (Jeppes gamle klasselærer)
Kære alle
Tak for jeres søde kommentarer – og tak fordi I fandt vej til min blog. Det er nervepirrende at lægge sine ord ud til frit skue og skønt med de positive tilkendegivelser. Jeg håber, I vil læse med fremover – og ikke mindst blive ved med at komme med jeres skønne kommentarer.
Åeh Annelise – jeg elsker altså din historie.
Hos mig refereres du stadigt til som hende, der valgte kærligheden <3
Dejligt at se, at det var det helt perfekte valg.
Kh. Monica (nu også gift og bonusmor :-))
Hej Anneline – dejligt at se din blog. Jeg glæder mig til at følge den. Som du kan se har jeg – også – taget springet ud i livet som selvstændig. Og efter at have været i gang siden maj sidste år, må jeg konstatere, at det er den BEDSTE beslutning for mig i et jobmæssigt perspektiv.
Men nok om det …
Det kan være, jeg render på dig her i det jyske en dag. Om ikke andet så i hvert fald i blogosfæren.
Fantastisk skrevet…… Nu lyder du som den Anneline vi kender fra Maribo, og det lyder som om dit familie er meget li det du selv er opvokset med:-)
Det var nu altid hyggeligt at besøge jer på Hybenvej:-)
Huuuuurraaaaaa for en blog, vi har ventet længe på. Glæder mig til fif, der forhåbentlig også kan gøre min hverdag lettere og sjovere. Selvom jeg endnu ikke har høns.
Ihh, Anneline – jeg glæder mig til at følge med:-))