For familiens drenge (Anton, Dennis og farfar) var en af sommerens helt store oplevelser en heldags fisketur på Det Gule Rev.
Turen startede fra Hanstholm, hvorfra man sejler tre timer ud på åbent hav i en fiskekutter. Derefter fisker man torsk til den store guldmedalje. Både de velsmagende slags på 3-4 kilo og de helt store krabater på 16-17 kilo.
Anton snuppede familiens største fangst på 5,3 kilo.
Fiskene skal trækkes op fra ca. 70 meters dybde, så det var nogle trætte mænd med meget lange arme, der vendte hjem fra turen.
Til gengæld var humøret højt, kinderne røde og bagagerummet fyldt med de lækreste torskefileter.
I alt havde Dennis og Anton fanget ca. 35 kilo torsk og efter en tur igennem filetmaskinen, landede der omkring 9 kilo toplækre torskefileter hjemme i vores fryser. Og her en måneds tid efter er det stort set spist. For – uhm! – hvor smager sådan noget hjemmefanget, frisk torsk altså bare guddommeligt!
De mest uregelmæssige stykker lavede Dennis til fiskefrikadeller – og det er altså en helt anden oplevelse end den færdige fars, man køber i butikkerne!
Og har du en food processor er det slet ikke så besværligt at lave sin egen fiskefars – det kan varmt anbefales, hvis du falder over fisk på tilbud.
Hjemmefangede fiskefrikadeller
(Ca. 6 personer)
- 600 g torsk (eller anden fisk)
- 3 gulerødder
- 1 løg
- 2 æg
- 3-4 spsk. hvedemel
- 1 tsk. salt og peber
- 1 spsk. citronsaft
- Evt. en håndfuld finthakkede friske krydderurter
- Brug foodprocessorens rivejern til at rive gulerødderne og løget fint.
- Skift til kniven i foodprocessoren og rør æggene i.
- Skær fisken i mindre stykker (ca. 2 x 2 cm), fjern alle ben og bland med resten i foodprocessoren.
- Tilsæt så meget mel, at farsen kan formes til fiskedeller.
- Rør tilsidst salt, peber, citronsaft og krydderurter i.
- Form til frikadeller og steg ved middelvarme i fedtstof.
Velbekomme!
Sikke da bare en flot krabat han der har fanget. Og vi kan jo bekræfte at fisken smagte super skønt :-). KH Dorte