Hjemmelavet shawarma – af en rest oksekød

Når vi har mange gæster, køber vi gerne en hel oksefilet i den lokale Kvickly, hvor de ofte har 4 kg for 500 kr. Når det bliver skåret op, er der nok til både stege og bøffer og småkød til fryseren. Bliver der rester til overs fra stegen, bliver det også skåret i strimler og frosset ned.

Det er genialt til en hurtig gang biksemad (eller pasta-biks, hvor du koger nogle pastaskruer eller -penne, steger dem med løg og kød og serverer med spejlæg. Mums!).

Men kødet (uanset om det er tilberedt eller ej) kan også bruges til en lynhurtig udgave af hjemmelavet shawarma.

Du kan lade kødet marinere alt efter, hvor lang tid du har til rådighed – mindst 30 minutter og gerne natten over.

Og lad dig ikke skræmme af mængden af fennikelfrø – de giver et fint twist uden at overdøve det hele i lakrids. Mængden af chili kan selvfølgelig justeres, hvis retten ikke behøver være helt så børnevenlig.

Server med pitabrød, fladbrød, mexicanske pandekager eller sunde hjemmebagte pandekager. Salat efter smag og behag. Og tzatziki, humus eller hjemmelavet hvidløgsdressing.

Hjemmelavet lynhurtig shawarma
(4-6 personer)

  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk hele fennikelfrø
  • 1 ½ tsk paprika
  • Friskkværnet peber
  • 1 fed hvidløg
  • ¼ tsk chiliflager
  • 1 løg
  • Ca. 400 g oksekød i strimler (kan erstattes af kylling)
  • 2 spsk olivenolie + noget til stegning
  1. Kom koriander, spidskommen, fennikelfrø, chiliflager og paprika i en morter og stød det.
  2. Skær løget i tynde både.
  3. Bland kødet i en skål (eller i en stor zip-lock-pose) med løg, krydderier og 2 spsk olivenolien. Vend godt rundt, så marinaden fordeler sig. Lad kødet marinere mindst 30 minutter på køl.
  4. Varm en god sjat olien på en pande og steg kødet med marinaden ved høj varme.
  5. Lun brødet og server sammen med salat og dressing. Velbekomme!
Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.