Min søde svigermor sværger til hyldebærsaft og hyldebærsuppe, som et vidundermiddel mod forkølelse og ondt i halsen. Desværre har Dennis fået så meget af den kur, da han var barn, at han ikke kan fordrage det længere 🙂
Så vi kæmper en brav kamp for at tømme vores hyldebærtræ, mens det er blomster, det bugner af. Og i år er det da helt vildt! Uanset hvor mange smukke, hvide blomster, vi plukker, virker træet stadig fyldt.
Min personlige hyldeblomst-favorit er min mors hyldeblomstdrik med citron og brun farin, men i år har jeg udfordret mig selv og lavet en lys udgave med rørsukker. Jeg synes, den virker mindre sød, og lige så frisk og tørstslukkende.
Jeg hælder saften i hvide engangskrus (de klassiske med riller) og fryser dem ned. Så risikerer man ikke, at saften gærer. Og når saften skal blandes, trykker man blot et krus frossen saft ud i en kande, fylder op med vand (ca. 1 liter) og rører rundt. Voila – iskold saft på et øjeblik.
Lys hyldeblomstdrik
(ca. 12 hvide engangskrus)
- 20 hyldeblomst-klaser
- 1½ liter kogende vand
- 1 kg rørsukker
- 2 øko-citroner
- 60 g vinsyre
- Skrub citronerne og skær dem i tynde skiver.
- Opløs sukkeret i kogende vand. Tag gryden af varmen og put resten i.
- Lad blandingen stå i køleskabet i 4 dage – omrør af og til – og hæld den gennem en si.
- Hæld saften i engangsbægre og sæt dem i fryseren. Det er en god idé at sætte bægrene i en bakke, så de ikke vælter. På grund af det høje sukkerindhold bliver de nemlig ikke helt stivfrosne, men kan løbe ud i fryseren – og det er noget klisterstads. Hvert bæger blandes med ca. 1 liter vand.
Om et par dage får du min opskrift på friterede hyldeblomster – og har du andre gode opskrifter med hyldeblomst, må du meget gerne smide en kommentar – tak 🙂