Uanset om du mangler en fix lille pung til børnenes feriepenge eller vil slippe for at slæbe rundt på masser af klubkort og andre unødvendigheder på turen, så er denne pung nem, sjov at lave og nærmest gratis.
Det eneste, du skal bruge, er:
- En tom mælkekarton med skruelåg (kan også være fra juice eller saft – jeg går efter de flotteste)
- Saks
- Neglesaks eller hobbykniv
Når du først har lært det, tager det 5 minutter – og med lidt hjælp kan børn sagtens være med. Lad os så komme i gang!
1. Åbn kartonen i toppen og klip bunden af, så du kan vaske og tørre den grundigt.
2. Læg den med skruelåget opad og mas den flad, så siderne presses udad.
Jeg har for nemheds skyld markeret kanterne med A, B, C og D.
3. Nu skal du nemlig “harmonikafolde” siderne. Fold A hen til B. Fold C hen til D.
Kartonet er tykt, så brug evt. saksens håndtag eller en lineal til at glatte kanterne, så de bliver skarpe.
Vend kartonen og gør det samme.
4. Så skulle du gerne få dette resultat.
5. Nu skal du “vende” folderne, så de to takker, der går ned vendes udad. De to “hakker”, der går ind i kartonen, skal simpelthen skubbes udad.
Det gør den pungen lidt bredere, så der er plads til kreditkort.
5. Hov – jeg havde glemt at klippe lidt af den hvide kant af. Det kan du gøre efter trin 2, men det kan heldigvis også nås endnu 🙂
Klip lige under tallene, så der stadig er ca. 1 cm ned til skruelåget.
6. Læg kartonen med skruelåget nedad.
7. Fold max 1/3 op – den øverste del skal være stor nok til at kunne foldes helt ned over skruelåget.
8. Klip i folderne fra toppen og ned til kanten på ombukningen.
Gentag så alle 4 folder er klippet ned dertil.
9. Nu kan den ene side foldes og puttes ind i pungen – det skaber skillerummet.
10. Klip sidestykket mellem de kanter af.
Voila – så har du selve låget.
11. Fold låget ned over skruelåget og tryk rundt i kanten.
12. Så skulle der gerne komme en svag markering, som du kan klippe/skære efter.
Lav hellere hullet lidt for lille end lidt for stort i første omgang.
Det er svært at komme til med en stor saks, så brug en hobbykniv eller neglesaks med rundet spids.
13. Klip låget rundt i kanten.
14. Skru låget af for at kunne lukke pungen – og brug skruelåget som lås.
Fix og færdig genbrugspung – lige til at putte i ferietasken!