Jeg hører sommetider mig selv spørge ungerne, hvorfor de ikke går ud og spiller rundbold eller bygger en hule. Ligesom jeg gjorde, da jeg var barn. Men jeg må indrømme, at jeg godt kan forstå, at det kan være endnu sjovere at spille rundbold på sin Nintendo Wii eller bygge hele byer i Sims på computeren.
Selvfølgelig skal børn bevæge sig og have frisk luft, og jeg er bestemt ikke fortaler for mange timer foran computeren eller andre skærme hver dag. Men som forældre må vi også se i øjnene, at mulighederne for leg har udviklet sig, siden vi var børn. Og at der nok ikke er så stor social forskel på at sidde sammen og bygge en Legoborg – eller at sidde sammen i et spilunivers og snakke på Skype imens. Man leger, man snakker, man udforsker og udfordrer.
Og når de virtuelle lege, så hænger sammen med et godt gammeldags bog-univers, så forstår jeg pludselig fascinationen endnu bedre. Hvor tit har jeg ikke som barn drømt om at træde ind i Brødrene Løvehjertes Kirsebærdal eller spise med hos familien Ingalls i “Det lille hus på prærien”?
Og det er netop, hvad børnene kan med det nye spil til Playstation 3 “Book of Spells”, hvor Harry Potter-forfatteren J.K. Rowlings univers for alvor bliver vækket til live.
I “Book of Spells” kan du lære besværgelser fra Harry Potters verden og dermed få frøer til at svæve og trylle ild frem. Du får også nye troldmandsanekdoter fra J.K. Rowlings hånd, duellerer mod andre troldmænd og lærer ved hjælp af gådedigte, hvordan du selv bliver en ansvarlig heks eller troldmand.
Se, det er da fagre nye verden! Og hvis jeg var 12 år igen (og den heldige ejer af en PS3) skulle det helt sikkert stå på min ønskeseddel … det er alligevel for koldt til at spille rundbold lige nu 🙂