Da jeg cyklede hjem fra arbejde i går, kom jeg til at tænke over begrebet “liv i huset” – for det skal jeg love for, at der tit er, når to voksne, tre børn og to katte med hver sine behov stimler sammen i samme stue!
Vi roder meget. Vi larmer en del. Og vi har helt utrolige mængder af vasketøj. Lige nu har Frida tømt en bogreol ud på gulvet – ved siden af alt sit andet legetøj. Der ligger Anders And-blade i sofaen, en tandbørste på køkkenbordet, børnestrømper i hjørnerne og aviser ud over hele spisebordet.
Så ja, der er liv i huset … Men det er jo netop dét, det er: Liv.
Nej, vi får ikke et Bo Bedre-hjem de næste 15 år, men det gør heller ikke så meget. For når vi om aftenen har fået ryddet sofaen så meget, at vi kan sidde i den begge to, og alle børnene sover, så er det ikke Lene Bjerre-plaider og Georg Jensen-glas, vi taler om, men derimod Anton, som har opfundet en vildt sjov leg, Karoline, der har inviteret en hel flok veninder med hjem, og Frida, som vist nok tog et lillebitte næsten-uden-at-holde skridt i dag. Og det kan kridhvide flader og ryddede gulve bare ikke konkurrere med.
Så jeg tager en dyb indånding, rydder gulvet for anden gang i dag. Priser mig lykkelig for, at vi har sådan nogle skønne unger fyldt med energi og initiativ … og drømmer kun en lille smule i smug om at have en butler.
@Bettina: Det er jo netop dét! Man kan lige så godt forsøge at nyde det, mens det står på, for fedtede fingre på vinduerne og legetøj over det hele har sin egen charme. Og midt i kaos opstår alle minderne. Det er sguda lidt fantastisk i al sin hverdags-banalitet!
Også lige en kommentar fra en, der har været igennem den fase mange af jer er i, men som nu er ude på den “anden side” og har fået større børn, pænt hjem og ordnede forhold igen – og ved I hvad? Jeg kan faktisk godt savne det lidt og kan blive helt trist af at tænke på, at den tid aldrig kommer igen – for den tid ER bare en hel speciel – besværlig – men dejlig tid i ens liv. Og nød jeg det nu nok, eller blev det hele overskygget af alt det besværlige?? Og jeg kan jo i hvert fald ikke lave det om nu :O)
@Anette: Åh ja, jeg tror jeres baggang – og vores bryggers – er det sted, hvor alt det, der forsvinder i Bermudatrekanten, flyver hen! Utroligt, som det kan sande til af sko, jakker, skoletasker, idrætstøj og you name it.
@Dorte: Riskiks aka smuldre-tape :o) Gad vide, om man kan få det af med en fnugrulle?
Skønt med dette solstråleindlæg og en god reminder til en selv, for indrømmet, så smiler jeg ikke altid og tænker “det er jo Liv” når det flyder over det hele, de store unger sidder klistret fast til hver deres computerskærm og den lille til en riskiks… ;-).
Hurra for det Anneline. Dét er præcis samme tanker jeg gør mig, når vores baggang er umulig at komme frem i pgs 500 par sko i alle størrelser. Det er LIV…og tænk hvis det ikke var her. kh a
Et stort smil for dette lille indslag og et hurra for at lære at prioritere:) Glæder mig til at se jer begge snart. Knus Ina