Man kommer langt med taknemmelighed – også på hjemmefronten.
I starten af min barsel var jeg ved at blive sindssyg over alt det vasketøj, denne familie kunne producere. Hver gang Frida tog en lur, kastede jeg mig over bunkerne af stofbleer, fodboldtøj og snavsede strømper. Fyldte og tømte vaskemaskinen, hængte op og pillede ned af tørrestativet, fyldte og tømte tørretumbleren, lagde sammen og fordelte på værelserne. Og når jeg var nået dertil, var alle vasketøjskurve fyldt igen.
Aaargh – det føltes som en uendelig opgave!
Faktisk har jeg ikke noget imod, at det er mig, der står for 90 % af vasketøjet her i huset. Børnene er gode til at hjælpe til, og Dennis trækker 90 % af læsset på andre områder (for eksempel, når der skal slås græs, smøres madpakker, bages og køres med trailer).
Men jeg blev træt af, at resten af familien tog for givet, at det tøj, de smed i vasketøjskurven – vupti! – landede rent og sammenlagt tilbage i deres skabe. Og det sagde jeg højt.
Det er man nødt til, for der er nogle ting, man kun lægger mærke til, når de IKKE bliver gjort.
- Når der ikke er flere rene glas i skabet, opdager man, at opvaskemaskinen ikke er blevet tømt.
- Når vasken er fyldt med kartoffelskræller, ser man, at den der har lavet mad ikke har nået at rydde op undervejs.
- Når man kommer i skole uden sin madpakke opdager man, at den ikke er blevet lagt i ens skoletaske.
Noget af det første et lille barn lærer at sige er “tak for mad”. Men ud over den høflige gestus, når vi rejser os fra bordet, glemmer vi tit at sætte pris på alle de små ting, vi gør for hinanden i familien hver dag.
Når Dennis finder en bunke rene, sammenlagte T-shirts på sengen, er han begyndt at sige “tak for vasketøj”. Og mere behøver jeg ikke for at vide, at der bliver sat pris på den indsats, jeg leverer her i familien.
Jeg er ikke bange for, at “tak” bliver et udvandet ord – tværtimod synes jeg, at vi skal huske at sætte pris på dem, vi bor sammen med, og alle de små ting, de gør, for at hverdagen bliver nemmere og sjovere.
De fleste vil nemlig gerne gøre en ekstra indsats for dem, de holder af – især når det bliver værdsat.
Rigtig god weekend alle sammen!
[…] I magasinet Go’aften Østjylland fortæller jeg om kærlighed og vasketøj – et blogindlæg, som du også kan læse her. […]
Og jeg siger fluks TAK for kommentarer, begge to 🙂
Hi hi, det er som at høre mig selv – min bedre halvdel bliver helt vildt fornærmet, hvis man ikke lige får sagt “Mmmm, hvor smager det dog godt”, 2 sekunder efter at man har smagt den første bid af hans aftensmad, men aldrig hører man jo noget om alt vasketøj, der på magisk vis altid ligger klar i skabet …. jeg tror bare, at næste gang (hvilket er snart), jeg står i MIT rum (bryggerset), vil jeg sende mange varme tanker til mine medsøstre, der lige præcis står i samme situation på det tidspunkt :O)
Hmm gode tanker. De er taget til efterretning!