Fragilité – perfekt til Skt. Hans

Det her er min absolut yndlingskage og har været det, siden min mormor præsenterede mig for sin version, da jeg var en lille pige (det her er hendes legendariske opskrift). Den lette, sprøde marengs smelter på tungen, og det cremede mokkafyld sender mig i den syvende sommerhimmel – hver gang!

Fragilité-kagen kan sagtens tages med på picnic og passer perfekt til Skt. Hans eller andre lune sommeraftener … På den anden side passer den lige så perfekt sammen med en kop dampende kaffe og udsigt gennem regnvåde ruder.

Fragilité
(4-6 pers.)

  • 100 g hasselnøddekerner
  • 4 æggehvider
  • 200 g flormelis
  • Lidt flydende margarine eller smeltet smør

Mokkacreme:

  • 4 æggeblommer
  • 100 g flormelis
  • 1 tsk. mel
  • 2 dl fløde
  • 5 tsk. pulverkaffe (nescafé eller anden instant kaffe)
  • 150 g smør (blødt – tag ud af køleskabet i god tid)
  1. Hak nødderne groft og rist dem gyldne på en pande ved middel varme. Lad dem afkøle.
  2. Pisk æggehviderne helt stive.
  3. Pisk halvdelen af det sigtede florsukker i og vend resten i sammen med nødderne.
  4. Beklæd en bradepande på 30 x 35 cm med bagepapir (eller lav en form af bagepapir på den størrelse, ved at folde siderne op og hæfte hjørnerne med papirklips).
    Normalt skal bagepapir ikke smøres, men med en marengsdej er det nødvendigt – så smør bagepapiret med lidt flydende margarine eller smeltet smør.
  5. Hæld dejen i formen og bag i ovnen (ikke varmluft) ved 150 grader i ca. 40 min. til kagen er sprød og tør.
  6. Afkøl kagen på en rist og tag papiret af – eller løsn den fra papiret med en bredbladet kniv.
  7. Rør æggeblommer med flormelis, mel, fløde og pulverkaffe. Varm blandingen til kogepunktet og pisk hele tiden. Afkøl cremen.
  8. Rør den blødgjorte smør let og cremet. og rør æggecremen i lidt efter lidt.
  9. Skær kagen over og læg den sammen med mokkacremen. Sigt kagen med flormelis. Den skæres bedst ud med en savtakket kniv.

En sand himmerigsmundfuld!

Print Friendly, PDF & Email

5 Replies to “Fragilité – perfekt til Skt. Hans”

  1. […] Hvis du er vild med marengs, så prøv også min mormors fragilité med skøn smag af mokka. Den er nem at lave, men ligner (og smager som) en ren […]

  2. Hejsa! Jeg har aldrig lavet en fragilite før, men bil kaste mig ud i en i weekenden. Derfor har jeg et enkelt spørgsmål inden jeg går i gang…..når du skriver kaffepulver, mener du så instant kaffe eller simpelten malede kaffebønner?
    Mvh Juliane :0)

    1. Hej Juliane. Har desværre først set din kommentar nu – det beklager jeg. Det er instant kaffe, der skal bruges (det præciserer jeg straks i opskriften). Håber din fragilité lykkedes – uhm, den må jeg vist også selv bage snart! Mange hilsner Anneline

  3. Jeg takker SÅ mange gange for opskriften på cremen.
    Lavede den med både mocca koncentrat og pulver kaffen, samt en med chokolade. MUMS

    1. Og jeg takker, for at du lige mindede mig om, hvor fantastisk sådan en fragilité er. Jeg må vist have gang i noget smør og mocca – uhm!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.