Skøn chokolademousse (efter SOS-redning)

Dette indlæg kunne også hedde “Sådan redder du smeltet chokolade, der er gået galt”.

Karolines all time favorite livret er chokolademousse, så det skulle vi selvfølgelig have, da vi var alene hjemme sidste fredag (det vil sige, det var kun Dennis, der ikke var hjemme – men enhver anledning til chokolademousse er en god anledning!)

Vi startede med at smelte chokoladen i mikroovnen – og her gik et eller andet galt … I hvert fald endte vi ikke med flydende smeltet chokolade, men med en skål fyldt med grynet “chokolademel”.
Og hvad gør man så?
Jeg forsøgte at søge lidt på nettet uden held. Og vores eget bedste bud var, at chokoladen havde fået for meget varme, sådan at alt vandet var fordampet.

Vi prøvede derfor at smelte chokoladen i vandbad og samtidig tilsætte lidt piskefløde – og det hjalp! Efterhånden som chokoladen blev varmet op, blandede den sig fint med fløden, og jo længere tid jeg piskede, jo flere af klumperne forsvandt. Da vi efterfølgende piskede de pasteuriserede æg i, var der kun de allermindste chokoladekorn tilbage.

Det skal dog siges, at der var en lillebitte smule “chokoladecrunch” tilbage i det færdige resultat, men de var så små, at man næsten ikke bemærkede dem. Og smagen fejlede absolut ingenting.
Så nu ved vi, at SOS-løsningen, når det går  galt med smeltet chokolade er: Vandbad og piskefløde 🙂

Chokolademousse
(4 portioner) 

  • 100 g mørk chokolade
  • 2 pasteuriserede æg
  • 1/4 liter piskefløde
  1. Bræk chokoladen i mindre stykker og smelt dem i vandbad eller mikroovn (20 sek. – rør rundt – 10 sek – rør rundt – 10 sek – rør rundt – osv.)
  2. Lad chokoladen afkøle lidt (hvis den er brandvarm, risikerer æggene at stivne) og tilsæt derefter æggene i en tynd stråle, mens du pisker.
  3. Lad blandingen afkøle yderligere, mens du pisker fløden til rimeligt stift flødeskum. Vend derefter forsigtigt flødeskummet i chokoladeblandingen.
  4. Hæld chokolademoussen i portionsglas og stil dem på køl i mindst 3 timer.

TIP #1
Hvis du vil have en ægte voksenudgave, kan du tilsætte ½ dl stærk kold kaffe i chokoladeblandingen sammen med æggene.

TIP #2
Pynt evt. med kandiserede violer, lidt flødeskum eller smuttede mandler skåret i tynde splinter og ristet gyldne i smør på en mellemvarm pande.

Print Friendly, PDF & Email

One Reply to “Skøn chokolademousse (efter SOS-redning)”

  1. […] Der har været stille her på bloggen i alt for lang tid, og det skyldes, at der har været stor ståhej på den virkelige storbyfarm. Karoline er blevet konfirmeret, og vi holdt et brag af en fest med hjemmelavet mad til 40 mennesker – blandt andet mini-muffins, som bordkortene stod i, saftige kalkunbryster med pikantost og parmaskinke, pestokartofler og naturligvis Karolines livret: Chokolademousse. […]

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.