Smagen af sommer #4: Jordbær-rabarber syltetøj

Den søde duft af solmodne jordbær er for mig indbegrebet af sommer! Og selvom dagene allerede er blevet kortere, mørkere og mere grå, så kan du stadig lade sommerstemningen brede sig ved at koge dit eget syltetøj. Og inden du gisper og overvejer, om du har tid til at stå svedende i køkkenet iført ternet forklæde og matchende tørklæde om håret, vil jeg lige indskyde, at det er ufattelig nemt og absolut ikke kræver et kursus på Suhrs Husholdningsskole.

Det er selvfølgelig billigst, hvis du har jordbær og rabarber fra haven (din egen eller venners) gemt i fryseren, men det smagere ikke ringere, hvis du bruger jordbær fra supermarkedets frysedisk.

Geleringsmiddel og Atamon koster ikke mange kroner og kan fås i de fleste supermarkeder – for eksempel Brugsen og Kvickly.

Syltetøj af jordbær & rabarber
(5 glas)

  • 1 kg jordbær
  • 500 g rabarber (skåret i mindre stykker)
  • 300 g sukker
  • Evt. 1 tsk geleringspulver til marmelade
  • Atamon til at skylle glassene i
  1. Put jordbær og rabarber i en gryde og tænd for svag varme. Hvis bærrene ikke er frosne, tilsættes 1 dl vand. Bring syltetøjet i kog og lad det koge i ca. 30 minutter. Mærk duften af sommer brede sig!
  2. Rør i syltetøjet med et piskeris eller endnu bedre en hulske (især god, hvis du har børn, som ikke bryder sig om store bær i syltetøjet), så bærrene masses ud.
  3. Fjern skum fra overfladen med hulskeen eller en grydeske.
  4. Bland sukker og geleringsmiddel. Tag gryden af varmen og tilsæt blandingen. Rør rundt til sukkeret er opløst.
  5. Bland en hættefuld Atamon med 1 dl varmt vand. Hæld det i det første glas, sæt låget på og ryst. Hæld Atamon-blandingen over i næste glas og gør det samme. Fortsæt til alle glas er skyllet i Atamon.
  6. Fyld glassene med syltetøj – og helst helt op. Jo mindre luft, der er i glassene, jo mindre er risikoen for, at der kommer mug i syltetøjet.
  7. Sæt lågene godt på og stil glassene af vejen i et køkkenskab. De behøver først at komme på køl, når de er åbnet.

TIP!
Hvis du savner sommeren, så prøv også at tage et kig på disse sommer-opskrifter: Hyldeblomstdrik, rabarbersaft og chokomuffins med kirsebær.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.