Pavlova-kagen er endnu et af mine søde sommerminder. Opskriften har jeg fra min mormor, og jeg kan huske, at hun serverede den på sin terrasse omgivet af blomstrende roser og med fuglenes aftenkvidren i baggrunden.
Jeg er vild med den sky-lette marengs, det bløde fyld og overdådigheden i de mange bær. Det er da en luksus at kunne plukke små himmerigsmundfulde i sin egen have!
Min mormor plejer at lave en stor marengsbund, som skæres ud. Jeg lavede i stedet 4 mindre bunde, men de blev alligevel ret store, så hvis du vil lave portionsanretninger, skal du nok lave 8 små bunde fordelt på to bageplader (ellers kommer de til at hænge sammen, fordi de hæver i ovnen).
Til fyldet rørte jeg vaniljeis til softice med elpiskeren, men man kan også bruge flødeskum – og så fylder man bare gavmildt op med de bær og frugter, man bedst kan lide.
Egentlig fik jeg idéen til at bage pavlova, fordi vi har de flotteste solmodne solbær i haven, og jeg synes, det var synd at smide dem direkte i fryseren. Så vi fyldte vores kager med solbær, ribs og skovjordbær – friskplukket fra haven.
Giv kagen prikken over i’et ved at drysse med spiselige blomster, f.eks. blå klosterkrone (som her), rosenblade eller små hvide hyldeblomster.
Pavlova-kage med friske bær
(8 personer)
- 4 æggehvider
- 1 knivspids salt
- 250 g sukker
- 1 spsk vaniljesukker
- 2 tsk. lys eddike
- 1 ½ tsk kartoffelmel
- 1 spsk vand
- Lidt mel
- 1 liter vaniljeis eller 2 ½ dl fløde til flødeskum
- Masser af friske bær eller frugt (f.eks. jordbær, blåbær, solbær, ribs, kiwi, mango, passionsfrugt, melon, granatæble)
- Pisk æggehviderne med salt til de er næsten så stive, at skålen kan vendes på hovedet.
- Pisk videre, mens du langsomt tilsætter først sukker, så vanilje, eddike, kartoffelmel og vand.
- Læg bagepapir på en bageplade og drys med mel. Tegn en stor cirkel (eller flere cirkler) i melet – næsten ud til kanterne – og fordel marengsmassen heri. Brug en spiseske til at forme en kant hele vejen rundt – den skal holde på fyldet, når kagen serveres.
Du kan også putte marengsmassen i en sprøjtepose og sprøjte den ud i små eller en stor cirkel for et mere præcist resultat – og en flottere kant. - Bag marengsmassen ved 125 grader (alm. ovn – ikke varmluft). Laver du en stor marengsbund skal den have ca. 1 ½ time (måske lidt mere) – flere små bunde er færdige efter ca. 1 time og 15 minutter. Undgå at åbne ovnen, mens marengsen bager.
- Lad bunden køle helt af, inden du tager den forsigtigt af pladen. Fyld med softice eller flødeskum og pynt med masser af bær og evt. blomster.
Forresten …
Stammer Pavlova-kagen fra New Zealand, hvor den blev skabt til ære for den russiske balletdanser Anna Pavlova, da hun var på tour i landet i 1920’erne 🙂
Tip!
Hvis du er vild med marengs, så prøv også min mormors fragilité med skøn smag af mokka. Den er nem at lave, men ligner (og smager som) en ren gourmet-dessert.
Efterlysning
Hvis du har andre gode bud på, hvad man kan bruge havens bær til – friske eller fra fryseren – må du endelig smide en kommentar. Tak 🙂