Tag til Thailand i hjemmesko

Så kom vi ind i 2012, og lige siden har blæsten suset og regnen pisket omkring Storbyfarmen. Derfor er det nemt at drømme om varme himmelstrøg, sand mellem tæerne og sol på ryggen … Desværre har julemåneden gjort et gevaldigt indhug i pengekassen, og jeg er sikkert ikke den eneste, der må nøjes med at dagdrømme.

Her får du derfor en opskrift, der kan få det til at føles, som om du er i Thailand. Den giver varmen her i januar og sender fluks smagsløgene på eksotisk ferie – og du behøver ikke engang at pakke kufferten.

Peanutsaucen kan også bruges som hot dip til grøntsagsstænger eller ovnbagte rodfrugter.

Thailandske satayspyd
(4 personer som forret eller del af en buffet. 2-3 personer som hovedret med ris til)

Kyllingespyd:

  • 280 g kyllinge inderfilet
  • 1 spsk sojasauce
  • 1 fed hvidløg
  • 2 tsk frisk eller stødt ingefær
  • ½ frisk rød chili (eller 1/4 tsk stødt chili)
  • 1/4 tsk stødt koriander
  • 1 tsk sukker (gerne rørsukker)
  • 1 tsk sesamfrø
  • 1 spsk limesaft
  • Grillspyd af træ (lad dem ligge i blød i vand min. 1 time før brug)

Peanutsauce:

  • 1 lille løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 frisk rød chili
  • 1 tsk olie
  • 1 dl vand
  • 2 spsk. peanutbutter
  • 2 spsk limesaft
  • 1 spsk sojasauce
  • 2 tsk sukker (gerne rørsukker)
  • Salt og peber
  1. Bland soja, presset hvidløg, revet ingefær, finthakket chili, krydderier, sukker og sesamfrø i en frysepose og put kyllingestykkerne heri. Bind knude på posen og massér grundigt, så marinaden fordels på al kyllingen. Lad posen ligge i køleskabet i min. ½ time.
  2. Sæt kyllingen på grillspyd – to-tre på hvert spyd. Steg dem på en pande eller allerbedst på grill et par minutter på hver side.
  3. Peanutsauce: Svits finthakket løg, hvidløg og chili i olie i et par minutter. Tilsæt 1 dl vand, peanutbutter, limesaft, soja og sukker. Kog saucen igennem under omrøring. Smag til med salt og peber.
  4. Saucen kan serveres kold eller varm.
Print Friendly, PDF & Email

One Reply to “Tag til Thailand i hjemmesko”

  1. Lea Ellehammer siger: Svar

    mmm…. det lyder virkeligt lækkert! 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.